Arrangementer på Egebakkeskolen

Egebakken Rocker

Når enden er god, er alting godt!

Derfor slutter vi skoleåret med manér – med vores egen festival, som vi kalder Egebakken Rocker. Den traditionsrige afslutning på skoleåret er en kæmpe fejring og fest med hinanden, hvor vi lytter til bands fra 5.kl. – 9.kl., SFO-bands, Egebakkeband og et større hovednavn, inden vi alle går på sommerferie.

Gennem tiden har vi bl.a. haft besøg af Shaka Loveless, Wafande og Specktors.

Julemarked

Vi afholder hvert år julemarked, hvor alle klassers forældre laver en bod. Alle børn deltager med deres familier.

I forbindelse med julemarkedet er det desuden en tradition, at skolens 8. og 9. klasse fremviser deres selvproducerede forestilling med musik, dans, skuespil, lyd og lys.

Skolefest

Hvert forår afholder vi skolefest på Egebakkeskolen. Skolefesten er for elever fra 0.kl. – 5.kl. og deres familier.

Og netop 5.kl. står hvert år for at lave en forestilling, som kan være alt fra teater til cirkus – eller som i 2024, hvor vi i samarbejde med Væksthusene vil præsentere naturen fra en ny side.

Skolefesten er en hyggelig aften, hvor der også er diskotek med nogle af vores ældste elever som DJ’s.

Gallafest

Gallafest er for alle elever i 6.kl. – 9.kl. En festlig aften, hvor vi stiver de fine klæder af. Her er kjoler og jakkesæt, og nogle gør lidt ekstra ud af frisuren.

Og så er der fælles aktiviteter, dans som ryster alle godt sammen og disko.

Der er selvfølgelig ingen adgang for forældre.

Fastelavn

“Fastelavn er mit navn…” – og i øvrigt et særligt arrangement på Egebakkeskolen. Her kommer store som små udklædt, der er tøndeslagning, og præmier til de mest kreative og opsigtsvækkende kostumer.

Medarbejderne plejer også at bidrage til underholdningen med skøre kostumer og fastelavnsboller.

Forårskoncert

Alle elever fra 0.kl. – 4.kl. er på scenen til forårskoncerten. Her præsenteres diverse numre, som er blevet øvet intenst i løbet af året.

Vi plejer at komme godt rundt i de musikalske afkroge, og forældrene udgør et godt og opbakkende publikum.

Høstfest

Hvert år afholder SFO og klub en festlig høstfest i oktober, hvor alle er velkomne.

Der er planlagt en masse spændende aktiviteter, og mulighed for at mødes under åben himmel i sensommervejret.

To top