Styrkecenter

På Egebakkeskolen er vi stolte af vores styrkecenter!

I vores Styrkecenter tilbyder vi særligt tilrettelagte forløb med fokus på, at hver elev oplever en større grad af mestring indenfor et specifikt fagligt område.

I praksis betyder det, at vi ’styrker’ en elev eller en gruppe elever i et fag, hvor de har brug for vejledning og undervisning for at udvikle sig og udnytte deres potentiale bedre.

Styrkeperioder

I Styrkecentret er skoleåret inddelt i tre “styrkeperioder”; august til december, december til marts og marts til juni. Det betyder, at flere elever kan få gavn af Styrkecentret, da der lægges nyt skema til hver styrkeperiode.

Styrkecentret ledes af en mindre gruppe af skolens lærere, der arbejder målrettet med elevernes faglige og sociale udfordringer. Inden hver styrkeperiode prioriterer og tildeler lærerene i Styrkecenteret i samarbejde med skolens ledelse timer til de elever, som faglærerne har ansøgt timer til.

Forældre og elever bliver informeret om tilbuddet om timer i Styrkecenteret og om målet med undervisningen. På denne måde etableres et samarbejde mellem elev, forældre og styrkelærer.

Tilrettelæggelse

Styrkelæreren vurderer i samarbejde med faglæreren, hvordan det er bedst at tilrettelægge styrkeundervisningen. Oftest vil det være som et supplerende kursusforløb med et særskilt fagligt fokusområde. Forløbet kan også tilrettelægges så det indholdsmæssigt supplerer klassens ordinære undervisning.

På Egebakkeskolen prioriteres det primært at styrke eleverne i dansk og matematik. Derudover tilbydes ordblinde og børn med læse-skrivevanskeligheder kurser i læse-skrive teknologi (LST) og fonologisk kursus i engelsk på mellemtrinnet.

Størstedelen af styrkeundervisningen foregår i vores styrkecenterlokaler, som lige nu er placeret i pavillonen. I løbet af foråret 2024 forventes det, at undervisningen rykkes ind i lokaler i buen.

To top